Studerende fra DTU Diplom tiltrækker gæster til seminar om grønne tage

Studerende fra DTU Diplom tiltrækker gæster til seminar om grønne tage

To studerende afholdte den 30. maj 2016 et seminar på DTU Diplom i Ballerup om status for og udviklingen af grønne tage. Til seminaret havde de studerende inviteret tre oplægsholdere og fem leverandører af grønne tage.

Nick Bønvig Slundt og Mette Haurholm blev færdiguddannede bygningsingeniører fra DTU Diplom tidligere på sommeren, men inden var de frontløbere på seminaret om grønne tage. De tidligere DTU studerende skrev i foråret deres afgangsprojekt om emnet, hvor deres mål var at etablere en platform for studerende med interesse for udviklingen af grønne tage i samarbejde med virksomheder. Platformen skal tage form som et innovations- og udviklingscenter, og initiativet skal skabe fokus på bæredygtige løsninger, hvor natur og teknologi mødes.

Seminaret om grønne tage blev afholdt for at skabe fokus, gøre deltagerne klogere på, hvad status er for de grønne tage og vise deltagerne, hvordan fremtiden kan se ud. Til arrangementet var der derfor inviteret tre særlig interessante gæstetalere ud til Lautrupvang; Prof. Dr. Manfred Köhler, der gav et oplæg om erfaringer fra Tyskland, og hvordan fremtiden kan se ud for grønne tage. Civilingeniør og sekretariatschef hos TOR (Tagpapbranchens Oplysningsråds), Tommy Bunch-Nielsen holdt et oplæg om status på TOR’s Vejledning 8 om grønne tage, mens regnvandskonsulent hos Vand i Byer, Kristoffer Sindby i et oplæg delte sine erfaringer fra Singapore.

Grøn

På dagen medbragte leverandørerne; Veg Tech, Zinco, Byggros, Nature Impact og GrowTek deres udgaver af løsninger til grønne tage. Løsningerne blev placeret i standere produceret af DTU Diplom, og de deltagende kunne herefter selv undersøge de forskellige løsninger nærmere og stille spørgsmål til leverandørerne, der også havde medbragt eget materiale. Seminaret fik stor opbakning med næsten 50 deltagere, der tilbragte to timer med at fordybe sig i grønne tages status og fremtid. Jakob Lemming, afdelingschef for Byggeri og Infrastruktur på DTU Diplom, var også begejstret for arrangementet, hvilket han udtrykte i sin velkomsttale, hvor han roste Nick og Mettes arbejdsindsats, og understregede vigtigheden af bæredygtige løsninger.