Det handler ikke om effektivitet men om kvalitet

Torsdag den 3. november inviterede DTU Diplom til en forelæsning om Cradle to Cradle af den prisvindende prof. dr. Michael Braungart. Over 80 studerende, undervisere og virksomheder deltog i arrangementet.

Braungart har siden 1980’erne arbejdet med bæredygtige projekter og er særligt anerkendt for sit arbejde med Cradle to Cradle konceptet. Cradle to Cradle konceptet er en tilgang til, hvordan vi som mennesker udvikler bæredygtige løsninger, hvor materialerne enten kan genanvendes eller nedbrydes. Kvaliteten af det, vi udvikler, er essensen for Braungart, der under forelæsningen forklarede, at det ikke handler om, hvordan vi kan optimere vores materialer, men hvordan de bidrager til miljøet. Vi skal derfor ikke gøre vores materialer bedre, men vi skal fra start bruge materialer, der er gode for miljøet og for os.

Forventningerne var høje til torsdagens arrangement både hos de studerende og ansatte, der deltog. Flere studerende fra uddannelsen Byggeri & Infrastruktur deltog med forhåbninger om, at Braungart kunne give dem løsninger og viden, som de kan bruge både i deres uddannelsesforløb men også videre ud på arbejdsmarkedet. Andreas Merlung, der læser på 4 semester, sagde: ’’Jeg har forstået, at han er inden for biologisk byggeri. Det er særligt hans tankegang i forhold til konstruktioner, jeg håber på at kunne bruge. Jeg vil derfor gerne bruge denne bæredygtige tankegang, når jeg er færdiguddannet’’. Netop forhåbningen om, at Braungarts idéer kunne påvirke og inspirere underviserne på DTU Diplom, var grundlaget for, hvorfor Jakob Lemming, afdelingschef for Byggeri & Infrastruktur, havde fået Braungart til at holde forelæsningen: ’’Jeg håber meget, at underviserne får nogle idéer til, hvordan de, både i deres undervisning, men også i vores innovationsarbejde, kan være med til at fremme denne Cradle to Cradle tankegang: Hvordan vi er byggevenlige, og hvordan vi får byggeriet til at bidrage til naturen. Så jeg håber, de får nogle idéer, som de kan påvirke de studerende med’’.

Efter forelæsningen udtalte Braungart, at han var begejstret over DTUs arbejde med innovation og bæredygtighed: ’’Hvad, jeg tilbyder, er en enestående mulighed. Jeg er virkelig forbløffet over folk her på DTU med deres fokus på innovation og bæredygtighed, så jeg synes, der er et smukt match med Cradle to Cradle her’’. Ønsker man at gå i dybden med Braungarts teorier og løsninger, har han udgivet bogen Cradle to Cradle: Rigdom og vækst uden ansvar.